Smagning hos Roskilde Øl 2004-10-21

24 glade og forventningsfulde ølentusiaster mødte op til smagningen. De blev ikke skuffede! Der er ikke mange, som opnår at smage de 3 Westvleteren trappister i hele deres liv. Her fik vi dem på stribe i en forrygende creme de la creme afslutning! Rent blær, sagde min kone, mens hun tilfreds slikkede den indvendige side af glasset og bagefter sig selv om munden.

Men lad os starte med begyndelsen...

Dette var hvad Ole og Rene havde linet op til os, de første 8:

Her er hvad vi smagte – og med mine meget personlige kommentarer:

1. St. Louis Geuze (4,5 %). Sødere, dvs. slet ikke så sur som en almindelig lambic pga masser af restsukker. Slet ikke så ringe! God til at marinere i, fortalte Ole.

2. Tuborg Royal Danish (8,6%), som ikke laves mere. Blev lavet specielt og brugt til i specielle gæster og gaver. Denne var 3 år gammel. Maltet duft og masser af karamel i smagen. Personlig synes jeg, at øl generelt smager bedst jo friskere de er, men med denne er jeg lidt i tvivl.

 

3. Weihenstephan Xan (5,4%). Den nye hvedeøl fra Weinstephan. Mere sød end hvedeøl almindeligvis er. Let – og nem at gå til. Faktisk rigtig god! Har vi her en udfordrer til Herslev Hvede til næste års VM? Ikke umuligt, at den kan nå en plads i semifinalerne!

4. Torre Ambra (6%). Fransk øl – Ambrée a la Mynte - fra Korsika tilsat vilde lokale bær. Sikke en duft! Masser af bærduft! Først registrerede jeg enebær, så anis og rosmarin, nogle minutter senere fulgte mynte og andet. En bitter øl, men god! Rigtig god! Den må være formidabel til madlavning, f.eks. lam!

5. St. Peters Strong Ale (5,1%). Traditionel engelsk strong ale (ikke så stærk at det gør noget), den første brygget på St. Peters. Let bitter, men et strejf af lakrids og lidt porteragtig. Den mangler dog noget tjære og tovværk, sagde en af dem, der sad overfor mig. Ja, kommenterede naboen, men dieselolien er der! Nok den bedste engelske ale, jeg har smagt.

 

6. Ørbæk Halloween (7,2%). Sæsonøl fra fynske Ørbæk. Hvis man er til hvinende søde øl med en sød vammel duft af karamel, er denne bare sagen. Ikke min smag!

7. Boerinneken (som betyder bondekonen), 9,5%. Med øllen fulgte en spændende historie. Rene havde fået den på cafeteriet på en campingplads. Havde forsøgt at finde bryggeriet. Ikke nogen nem opgave, men fandt til sidst producenten i en garage. Han fik øllen lavet efter egen opskrift hos et lille bryggeri, ellers var han mest berømt for sin æggelikør… For så vidt ret belgisk, men alligevel noget sødere og lidt parfumeret. Slår i maven! Måske en god øl til mad.

8. Boerken (bonden), 9,5%. Den mørke – dunkle – fra samme sted. Typisk belgisk, blødere end bondekonen og nemmere at gå til. Men ikke min smag… Flaskerne var dog ret søde og nuttede…

 

 

Rene fortalte så om hvordan det havde været, at få fat på disse Westvleteren, som nu fulgte. Ikke helt nemt, og klosterets oplysninger om tilgængelige øl, var heller ikke altid at stole på. Det havde taget flere dages arbejde at erhverve flaskerne. Så gik vi over til det konen – yderst tilfreds - kaldte blær…

9. Westvleteren Blond (5,8%). Ikke nogen grund til at sige så meget om den. Let bitter og kors i skoven, kan det dog blive til. En glimrende øl, for at sige det mildt (til og med en ikke belgofil, som jeg, erkender det).

10. Westvleteren 8 (8%). Mere fyldig og blødere end Blond. Guf!!! Det er umuligt ikke at begejstres over denne øl!

11. Westvleteren 12 (10,2%). Ord er unødvendige. En øl for feinschmeckere, noget af det aller bedste - når det er bedst (men faktisk ikke så tilgængelig, som 8’eren, opdagede jeg til min store forundring).

 

Alle var yderst tilfredse med smagningen. Angivelig skulle de af deltagerne, som tog med toget til Roskilde bagefter, have sørget for en munter stemning.

Alle billeder på denne side kan klik-forstørres

 

FAVORITØL!

Send den lokale webredaktør - joar.kanne(at)remove-this.ale.dk - en beskrivelse af en af dine favoritøl og begrund hvorfor, samt - helst - også et billede af dig og et billede af din favoritøl, så vil det hele komme i en af de ledige højrekolonner!

MENS VI VENTER

på din favoritøl viser vi dette foto af Brauerei Fässla. Da fotoet er taget af lokalformanden under en tur til Bamberg, er det nærliggende at tro, at Fässla ligger i - eller lige ved - Bamberg.

Billedet kan klik-forstørres